OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. februar 2023

Flensborg udsteder kun jagttegn til Flensburger Jagdbezirk

Skal du på jagt i Tyskland, og har du været vant til blot at rekvirere tysk jagttegn via jagttegnskontoret i Flensborg, uanset hvor i Slesvig-Holsten du skulle på jagt? Så læs med her, for der er nye regler på området - igen.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

I "gamle dage" var det almindelig praksis for danske jægere, der skulle på jagt i Tyskland, at få udstedt tysk jagttegn - det såkaldte Ausländerjagdschein - i Flensborg, uanset hvor i Tyskland de skulle på jagt. Men sådan har det ikke været i nogle år.

En række skærpede krav for udlændinges erhvervelse af tysk jagttegn har gennem de seneste år gjort det hele mere besværligt for danske jægere. Således skærpede de tyske myndigheder allerede i 2020 kravet, så vi kun kan få udstedt tysk jagttegn i de delstater, hvor vi kan dokumentere at vi skal på jagt.

Men hvis man skulle jage i delstaten Slesvig-Holsten, kunne man altså stadig få sit jagttegn i Flensborg. Det er der nu også lavet om på. Nu har den højeste jagtmyndighed i Slesvig-Holsten nemlig pålagt Flensborg kommune kun at udstede jagttegn til udenlandske jagtgæster, hvis de har en invitation, en jagttilladelse (begehungsschein) eller har forpagtet et jagtområde i Flensborg jagtdistrikt (Flensburger Jagdbezirk). Ausländerjagdschein udstedes kun, hvis man kan fremlægge skriftlig dokumentation ved indgivelse af ansøgningen.

Af en nyhed på Flensborg kommunes hjemmeside fremgår det, at man bedes kontakte den ansvarlige myndighed for det respektive jagtdistrikt direkte. Kontaktoplysningerne til den ansvarlige jagtmyndighed kan fås hos distriktsforpagteren eller skovkontoret.